Med afsæt i min midtjyske opdragelse er lykke et stort ord at have i munden. Jeg oplever det mere meningsfuldt at fokusere på trivsel, da lykke kan opfattes som et meget diffust begreb. Ikke desto mindre mener jeg, at der er meget inspiration at hente i Sonja Lyubomirskys forskning om lykke.
For hvad er det, der afgør, hvordan vi har det?
Ifølge Lyubomirsky er 50 % af vores lykkeniveau medfødt, og altså derved forudbestemt. Kender vi vores biologiske ophav, kan vi reflektere over vores forældres lykkeniveau. Har de været lidt tungsindige eller meget optimistiske?
Det mindste stykke tærte, 10 % af vores samlede lykkeniveau påvirkes, ifølge Lyubomirsky, af ydre omstændigheder – et nyt job, en ny bolig og andre materielle forhold.
En stor luns af tærten, de resterende 40 %, kan vi, ifølge forskningen, selv forvalte. Vi kan påvirke vores egen lykke og trivsel igennem den måde vi handler og tænker på.
Så gør noget godt for dig selv og dine nærmeste og øg din bevidsthed i forhold til, hvad du retter din opmærksomhed mod.
Og husk, at den store luns af lagkagen eller tærten er din, næste gang kagefadet bydes rundt.